The story of
Die Alte Dame
Panther mod. 50, 1930.
Die Alte Dame
Panther mod. 50, 1930.
Jeg blev strikket sammen på et hårdtstampet jordgulv i England for over 80 år siden af en flok gutter, som gjorde deres aller bedste for at skrue mig ordentlig sammen. Jeg må sige at de, efter forudsætningerne gjorde et rimeligt godt job, jeg kom i hvert fald til at køre, og blev fragtet helt til Norge hvor jeg havnede et sted vestpå imellem fjorde og høje fjell. Valldalen, tror jeg det hed, og der fik jeg kørt mine første kilometer. Hvor mange kan jeg ikke huske, men min herre den gang kan ikke ha været tilfreds med mig i det lange løb, for efterhånden var jeg i en elendig forfatning, og stod bare i brændeskuret bagved en masse gammelt ragelse, som jeg selv med skam må indrømme at jeg også var blevet til.
Langt senere, måske en gang i halvfjerserne, kom der en hyggelig fyr, som hed Gunnar og fiskede mig ud af skuret og tog mig med hjem til Oslo, hvor han boede. Der fik jeg et tørt sted at stå og god pleje.
Men Gunnar havde så mange motorcykler at han ikke nåede at gøre mig færdig inden der kom en skør Nordmand mere, som havde været så frisk at bosætte sig i nabolandet. Han ville gerne gøre mig færdig, det mente han burde være en smal sag!
Hehe, han skulle nok blive klogere.......
Han sagde: ”en motor med en cylinder er så nem at lave, den skal da bare have noget gnist og noget benzin, så går den som en mis.” Men der tog han fejl.....
Jeg ved nemlig at gutterne på jordgulvet havde en helt særlig måde at kildre mig på så jeg kom til at spinde som en mis, problemet var bare at jeg ikke kunne få den idiotiske nordmand til at forstå, hvad der skulle til. Han førte sig frem med al hans overmodige sniksnak og glemte helt at der skulle være olietryk, lejebronze i bøsningerne, rigtig tolerance i cylinderen, støbejern i ventilstyrene, og meget megt andet. Han var så ond at han prøvede at presse mig til at køre helt til Schweitz bare fordi han ville drikke en øl med gutterne, men jeg strittede imod alt det bedste jeg havde lært. På vej der ned fik jeg ham til at skrue mindst to timer for hver time han kørte, og da blev han så gal at han begyndte at kalde mig Die Alte Dame selvom han udmærket godt ved at vi fornemme briter foretrækker vort eget aristokrati.
Langt senere, måske en gang i halvfjerserne, kom der en hyggelig fyr, som hed Gunnar og fiskede mig ud af skuret og tog mig med hjem til Oslo, hvor han boede. Der fik jeg et tørt sted at stå og god pleje.
Men Gunnar havde så mange motorcykler at han ikke nåede at gøre mig færdig inden der kom en skør Nordmand mere, som havde været så frisk at bosætte sig i nabolandet. Han ville gerne gøre mig færdig, det mente han burde være en smal sag!
Hehe, han skulle nok blive klogere.......
Han sagde: ”en motor med en cylinder er så nem at lave, den skal da bare have noget gnist og noget benzin, så går den som en mis.” Men der tog han fejl.....
Jeg ved nemlig at gutterne på jordgulvet havde en helt særlig måde at kildre mig på så jeg kom til at spinde som en mis, problemet var bare at jeg ikke kunne få den idiotiske nordmand til at forstå, hvad der skulle til. Han førte sig frem med al hans overmodige sniksnak og glemte helt at der skulle være olietryk, lejebronze i bøsningerne, rigtig tolerance i cylinderen, støbejern i ventilstyrene, og meget megt andet. Han var så ond at han prøvede at presse mig til at køre helt til Schweitz bare fordi han ville drikke en øl med gutterne, men jeg strittede imod alt det bedste jeg havde lært. På vej der ned fik jeg ham til at skrue mindst to timer for hver time han kørte, og da blev han så gal at han begyndte at kalde mig Die Alte Dame selvom han udmærket godt ved at vi fornemme briter foretrækker vort eget aristokrati.
Straffen for det blev at jeg satte mig i cylinderen på vej hjem, og så måtte vi de sidste 900 kiometer med SOS og Mercedes Sprinter. Føj!
Vel hjemme ville han så til at blære sig med noget de kalder Skanderborgløbet, hvor en flok tosser tæsker løs på deres gamle fornemme jern en hel dag og drikker øl bagefter.
Men jeg skulle vise ham, igen, skulle jeg!
Da vi kom til en lille by som hedder Stilling, satte jeg mig igen i cylinderen, så ku' han lære det!
Inden han kom hjem med mig og fik hans grimme Guzzi startet, var næsten hele løbet gået, og jeg stod og frydede mig, og tænkte at NU, NU må han vel endelig forstå, hvad det er jeg står og sukker efter!
De næste mange år gik så med at lære ham, hvad der skal til for at en gammel dame kan føle sig godt tilpas og yde sit bedste. Nu er han efterhånden ved at finde kammertonen, og mon ikke jeg strålede som en sol da Niels i Skanderbog sidste gang overrakte os pokalen for den flotteste ekvipage. Men så havde jeg også været lydig og mild i tomgangskonkurrencen samme dag, omend ikke helt tæt i de nedre regioner......
Næste år bliver det Skagenløb, og da har vi aftalt at han kører mig pænt, til gengæld vil jeg opføre mig ordentlig hele vejen. Men vi ses vel igen i Skanderborg 2015?
Vel hjemme ville han så til at blære sig med noget de kalder Skanderborgløbet, hvor en flok tosser tæsker løs på deres gamle fornemme jern en hel dag og drikker øl bagefter.
Men jeg skulle vise ham, igen, skulle jeg!
Da vi kom til en lille by som hedder Stilling, satte jeg mig igen i cylinderen, så ku' han lære det!
Inden han kom hjem med mig og fik hans grimme Guzzi startet, var næsten hele løbet gået, og jeg stod og frydede mig, og tænkte at NU, NU må han vel endelig forstå, hvad det er jeg står og sukker efter!
De næste mange år gik så med at lære ham, hvad der skal til for at en gammel dame kan føle sig godt tilpas og yde sit bedste. Nu er han efterhånden ved at finde kammertonen, og mon ikke jeg strålede som en sol da Niels i Skanderbog sidste gang overrakte os pokalen for den flotteste ekvipage. Men så havde jeg også været lydig og mild i tomgangskonkurrencen samme dag, omend ikke helt tæt i de nedre regioner......
Næste år bliver det Skagenløb, og da har vi aftalt at han kører mig pænt, til gengæld vil jeg opføre mig ordentlig hele vejen. Men vi ses vel igen i Skanderborg 2015?
Hilsen Sindre og Die Alte Dame